Karin Eurén

Karin Eurén

Svenskfødte Karin Eurén er en mangestrenget musiker og nysgerrig sangskriver, der eksperimenterer med genrer. Derfor møder man sange for enhver smag og enhver sindsstemning, når man er til hendes koncerter. I hendes efterhånden store bagkatalog finder man primært genren new country kombineret med pop- og rockelementer, men også blues og folk med et strejf af det keltiske highland.Hendes vokal spænder vidt fra følsomhed til råhed, og hendes tekster er stemningsfyldte fortællinger fra store åbne rum, men også fra det personlige og nære.

 

Karin Eurén har optrådt på flere danske festivaler, mindre spillesteder og intimscener. Lyd og performance er altid i højsædet, og hun formår at fange publikums opmærksomhed med sin rolige, varme og udadvendte væremåde. Uanset om det er eget eller andres materiale forstår Karin Eurén at sætte sit helt personlige præg på sangene.

 

Hendes musik er nærværende, jordbunden og universel, og det kan meget vel være en af grundene til, at Karins musik spilles verden over fra Japan over New Zealand til Canada. Hele vejen igennem har også DR’s radioværter Alex Nyborg Madsen, Peter Sten og Jørgen de Mylius været hendes trofaste følgere og spillet musikken på P4 og P5.

 

Hun indspillede sit første album ”The Carousel of Life” i Nashville i 2009 med nogle af de største musikere, som har spillet med bl.a. Dolly Parton og Alison Krauss. I 2013 udgav hun sit andet album ”Take Away”, hvoraf en del er indspillet i Danmark med bl.a. Knud Møller (Johnny Madsen) og Tommy Thiel Rasmussen (Neighbours).

 

De nyeste skud på stammen er ”Home”, ”Take a Chance on Tomorrow” og ”Write Your Sorrows in the Sand”, hvor bl.a. Ivan Pedersen, Peter Busborg, hendes datter Signe Eurén Mortensen og Ger Fahy fra Galway medvirker. De tre sange fik status som nogle af de mest spillede sange på DR P5.

Snart udgiver hun en ny single i samarbejde med rockmusiker/producer B-Joe og Henrik Stanley (Tøsedrengene) - denne gang på dansk.

 

 

DET SIGER DE

 

”Kapabel danskproduceret countrymusik… Det holder RIGTIG flot, det her!”

Alex Nyborg Madsen (Madsen på P4, 18. maj 2016)

 

”Eurén har en af de bedste danske countrystemmer, vi længe har hørt – både blandt mænd og kvinder. Hun har flot kontrol, og hendes sprødhed og særlige ”knæk” giver lytteren et lydbillede af både en tom prærie i det vilde vesten (særligt grundet koret), men – utroligt nok også om traditionel nordisk folkemusik”

Country Music Magazine (anmeldelse af ”Home”, 8. august 2016)

Mail: mail@philuart.dk   -   Tlf: +45 25 54 67 47   -   CVR: 39617986

© Copyright. All Rights Reserved.